Brug så lidt emballage som muligt!
En miljøvenlig emballage er ikke blot en emballering, hvor det mest miljøvenlige materiale er valgt - Men også emballering, hvor der er brugt så lidt materiale som muligt. Det siger sig selv, at jo mere emballage du bruger, jo flere råvarer og ressourcer bruges og jo værre er det for miljøet. Sørg for at bruge mindst mulige emballering, når du sender pakker, men naturligvis tilstrækkeligt til, at pakken ikke går i stykker. Når du sammenligner to forskellige emballager af samme materiale og er i tvivl om, hvilken der indeholder mindst pap, er det et godt tip at veje emballagen. Jo mindre de vejer, jo mindre materiale er der brugt - og jo bedre er det for miljøet.
Brug emballager i samme materialer
Gør det nemt for din kunde at affaldssortere, så flest mulige materialer kan blive sendt til genanvendelse. Hvis du vælger at sende i en forsendelsespose af papir, så sørg for at resten af emballagen matcher. Brug f.eks. inderposer af papir frem for plast og sæt pakkelabel i papir, fremfor plastlommer, på posen. Der kan være tilfælde hvor det ikke er muligt at have helt ens materialer, hele vejen igennem. Hvis du bliver nød til at bruge forskellige materialer, kan du sørge for, at det er nemt for kunden at kildesortere disse. Det skal med andre ord være nemt at skille emballagen ad for at sortere plast og papir for sig.
Brug emballage som kan genbruges
Det er ikke altid muligt at vælge emballage, som kan bruges som emballage igen, inden det sendes til genanvendelse. Men det er vigtigt, at du vælger det, hvor det er muligt! Du kan bruge emballage med stærk holdbarhed, som kan åbnes og lukkes flere gange, F.eks. kraftige postæsker med genoplukkeligt låg. Du kan også vælge emballager som har returlukning, f.eks. forsendelsesposer, så kunden kan lukke posen til igen og returnere i samme pose. Lige ledes kan du både spare penge på dit lager og gøre godt for miljøet, hvis du selv genanvender papkasser. Hos Jakodan gemmer vi alle de papkasser vi får varer i og bruger dem når vi pakker ordrer. Det sparer miljøet for en masse ressourcer, når kasserne bruges en ekstra gang, fremfor at blive lavet til pap på ny med det samme. Hvis du ikke bryder dig om udtrykket, når du sender fine varer i brugte papkasser kan du købe et klistermærke at sætte uden på kassen, som viser, at du bevidst har valgt at genbruge kassen.
Sørg for at emballagen kan genanvendes
Når man taler om genanvendelse henvises både til, at den brugte emballage kan sorteres for sig, når den bliver til affald, og at den kan bruges igen og blive til emballage eller andre varer. Man genanvender f.eks. pap ved at nedbryde pappet og bruge træfibrene til at lave nyt pap. Meget plastik kan også smeltes om og blive til nyt plast. Dermed spares der på ressourcerne. I Danmark er vi forholdsvis gode til at genanvende mange materialer. Faktisk genanvendes i dag op i mod 77 % af alt dansk erhvervsaffald*. Det er dog kun ca. 20 % af danskernes samlede plastforbrug, der genanvendes*. Det er målet i EU, at min. 55 % af plasten skal genanvendes i år 2030. Hos Jakodan har plastemballager som kan genanvendes, hvis blot det sorteres rigtigt på affaldsstationen. Man arbejder i dag på at sørge for, at flere materialer bliver genanvendt og i mange andre lande er det lovpligtigt at emballagen er mærket med materialetype. Vi forventer, at det også bliver tilfældet i Danmark, i forbindelse med loven om udvidet emballageansvar.
Ny emballagelov: Udvidet producentansvar
Senest d. 31 december 2024 træder EUs udvidede producentansvar i kraft i Danmark. Producentansvaret betyder at virksomhederne får ansvaret for og skal betale for den emballageaffald, som de sætter på markedet. Formålet er at fremme en bæredygtig cirkulær økonomi. Det er kompliceret at skulle etablere en helt ny producentansvarsordning og derfor er der stadigvæk mange ubesvarede spørgsmål om hvordan og hvorledes.
Du kan læse alt det, vi ved om udvidet producentansvar her. Det forventes at de endelige bekendtgørelser fastlægges i 2023. Vi sørger for altid at være ajourført om seneste nyt og dele det i blogindlægget Udvidet producentansvar - nye emballageregler og i vores nyhedsmail, som du kan tilmelde dig nederst på siden.
Skal din virksomhed være mere bæredygtig i sit valg af emballage?
Når du skal vurdere hvor bæredygtig din emballering er, kan du starte med at stille disse spørgsmål.
Vurder om din emballage er:
Inden brug
Er den produceret så lokalt som muligt (i Danmark eller indenfor EU)
Er emballagen materialeminimeret (med så lav vægt som muligt)?
Er den kun fremstillet af et materiale eller flere?
Efter brug
Holdbar nok til at kunne genbruges af din kunde?
Er det nemt at kildesortere emballagen?
Kan materialet genanvendes?
Efter genanvendelse
Beholder materialet en høj miljø-værdi som sekundær/genbrugt råvare?
Hvis du ikke kender svarerne på disse spørgsmål om din emballage, så gør din emballageleverandør helt sikkert! Hos Jakodan kan du også se på alle produkter på hjemmesiden, om produktet har certificeringer, oprindelsesland, genanvendelighed m.m.
*Kilde
Danmarks statistik (2017) Meget affald får nyt liv
Miljøministeriet (2020) Virksomheder må sikrer, at deres emballage kan genanvendes